Hoodia gordonii er en naturligt forekommende kaktus-lignende plante findes især i de nordlige Cape regioner i Sydafrika og det sydlige Namibia. Det kan overleve en bred vifte af temperatur-over 40C i ørkenen områder, men kan modstå temperaturer så lave som-3C. Anlægget er tolerante over for en bred vifte af voksende levesteder, eksempler er Kalahari-ørkenen sand, tør stenede skråninger eller lejligheder eller i ly af xerophytic buske.
I sin tidlige udvikling, er der kun én stamceller produceret, men på et senere tidspunkt anlægget begynder at filial indtil i modenhed, de kan have så mange som 50 separate afdelinger og kan veje op til 30 kg. Når planten vokser under ideelle betingelser, kan den opnå en højde på næsten en meter og blomster er dannet på den øverste del af planten. Blomsterne den producerer er store i størrelse, men har en skarp, råddent kød lugter til dem. Blomsterne varierer i farve fra lys halm til en mørk rødbrune og normalt produceres i sensommeren.
Hoodia gordonii blev opdaget af en mand ved navn Paterson, der var ledsaget på det tidspunkt af en oberst RF Gordon i december 1778, i et område, der kaldes nu Upington, der er i provinsen Northern Cape i Sydafrika. Francis Masson, en berømt botaniker, der sejlede til Sydafrika med James Cook på HMS-resolution i 1772, blev krediteret for at give planten dens oprindelige latinske navn-stapelia gordonii med særlige tilnavn opkaldt efter oberst Gordon. I 1830 de arter, blev senere overført til slægten Hoodia, som blev opkaldt efter Van Hood, en ivrig saftige producenten.
Hoodia gordonii er en af tretten sorter af Hoodia plante, hvoraf flere kan spises rå (efter at have udløberne er fjernet, selvfølgelig!), Som faktisk betegnes som sukkulenter og ikke kaktus. De forskellige arter af Hoodia planter har været anvendt i årtusinder af forskellige stammer i det sydlige Afrika til medicinske formål, der spænder i brug fra fordøjelsesbesvær retsmidler til at kure for mindre infektioner.
Hoodia gordonii har også været kendt i mange år som en naturlig appetitnedsættende og sagdes at være brugt oprindeligt af høvdinge for at undertrykke deres lyster under lange fangstture. Dette suppressant er kendt for at hjælpe ved at narre kroppen til følelsen fuldt ud, mens stadig fremmer stofskiftet til at arbejde korrekt og effektivt. Disse appetitnedsættende ejendomme er nu blevet isoleret og Hoodia afledte produkter sælges nu i mange vestlige lande, hvor fedme er blevet et stort sundhedsproblem.
Selv om vi har kendt hoodia gordonii i lang tid, det var ikke undersøgt eller undersøgt ordentligt indtil sydafrikanske forskere i 1963 kom op med nogle meget lovende resultater. Videnskabsmændene sluttede op med et britisk selskab ved navn Phytopharm og efter nogle alvorlige forskning, lykkedes det at isolere det aktive stof i Hoodia-a steroid glycosid de kaldte p57. Hvad de fandt ud af var, at den kemiske struktur af p57 gør det muligt at en eller anden måde "narre" hjernen til at tro, at molekyler af p57 er virkelig molekyler af glucose, hvilket betyder, at hypothalamus del af hjernen ikke udsende signaler om, at kroppen har brug for en yderligere kilde til energi. Dette sker, fordi stort set, når du spiser, dit blodsukker stige, hvilket fik kroppen til at begynde at sende signaler tilbage til hjernen, at du nu er fuld.
